Adam Pade

Adam Pade

Redaktør

Tel. 4848 1788
Mob. 2444 8070
post@adampade.dk

Anita Bjerring Rasmussen

Anita Bjerring Rasmussen

Annoncering

Tel. 5117 1424
ar@mediapunktet.dk

Tunnelsyn!

29. sep. 2022

Det er synd og skam, at snæver lovgivning i realiteten blokerer for forskning i, hvordan vi kan udnytte vores energikilder mest effektivt – og dermed grønnest.

I sommer vedtog EU’s klimaministre, at bilproducenterne i 2035 skal have nedbragt bilernes CO2-udledning med 100 procent. I realiteten indførte EU dermed et forbud mod at sælge fossilbiler. Stod det til danske politikere, skulle produktionen af rene fossilbiler indstilles allerede i 2030.

Det ligger i kortene, at den europæiske bilpark skal elektrificeres; man fristes til at tilføje: Med djævelens vold og magt. Dermed ryger enhver motivation for forskning i, hvordan eksisterende eller andre, muligvis relevante energikilder kan udnyttes mere effektivt. Det antages almindeligvis, at både forbrændingsmotoren har yderligere et udviklingspotentiale, og at der kan trækkes mere energi ud af brændstoffer som benzin og diesel. Ligeledes ligger der perspektiver i at udvikle og udbrede grønnere, fossile teknologier så som biobrændstoffer, ligesom hele Power-to-X-området – omdannelse af vindenergi til brændstoffer – endnu er i sin spæde vorden.

Man kan intet have imod elbiler. Lokalt er deres CO2-udledning lig nul, de støjer mindre (i hvert fald ved lave hastigheder), de er yderst komfortable, og efterhånden præsterer de en nogenlunde rækkevidde. De skal såmænd også repareres og vedligeholdes, have skiftet viskerblade – og ikke mindst dæk.

Hvad der frustrerer, er tunnelsynet; at man kollektivt – næsten som en lemmingeeffekt – lægger sig fast på én enkelt teknologi og gør den enerådende. Spørgsmålet melder sig især, fordi teknologiens samlede livscyklus endnu ikke er helt gennemtænkt. Ladeinfrastrukturen – ja, tilmed den fundamentale omlægning af vores el-forsyning – skal vi måske nok få styr på – de enorme investeringer til trods – men tilbage står eksempelvis, hvordan vi håndterer og genbruger, henholdsvis genanvender elbilbatterier sikkert, ligesom vi knap har overvejet, om vi i vores del af verden kan forsyne os selv med råstoffer til batteriproduktion.

Nyere forsknings- og analysearbejde burde yderligere mane til selvransagelse. Vi noterer os resultaterne af et aarhusiansk universitetsstudie, der fastslår, at elbilens grad af bæredygtighed også hænger sammen med kørselsmønstret: Jo færre kilometer, bilen kører, desto længere skal den leve, før klimaregnskabet så at sige går i grønt; ja, det kunne i adskillige tilfælde betale sig at beholde den ældre bil en årrække endnu.

Resultaterne antyder, at vi med fordel kunne tænke os en lille smule om frem for bestandigt at abonnere på slagkraftige overskrifter.

Sund fornuft går aldrig af mode.

“EFTERMARKEDET MENER” – AUTObranchen 05 2022