Adam Pade

Adam Pade

Redaktør

Tel. 4848 1788
Mob. 2444 8070
post@adampade.dk

Anita Bjerring Rasmussen

Anita Bjerring Rasmussen

Annoncering

Tel. 5117 1424
ar@mediapunktet.dk

Tun Din Fremtid med markant opskalering

12. jun. 2023

Oprykning til TCR-klassen, to ekstra lærlinge og tilbud til hele branchen om at blive en del af succes’en: Tun Din Fremtid vokser.

Tun Din Fremtid-kampagnen vokser. I dette forår debuterede kampagnens racingteam, Touringcar Academy, i TCR-klassen med en Hyundai i30N TCR, der har vundet adskillige mesterskaber i både ind- og udland siden lanceringen i 2018. Kører er Silas Rytter, der overlader rattet i Citroën DS3’en til sin lillebror, Milan.

At køre i TCR-klassen er lig med optimal bevågenhed, og åbningsløbet på Jyllandsringen den 21. maj blev da også transmitteret på landsdækkende TV af DR – større kan det næsten ikke blive.

Lancerer sponsorpakker
Tun Din Fremtid har derfor noget at have det i, når foreningen bag kampagnen nu indbyder den samlede autobranche til at være med som sponsorer – uanset om man er værksted, leverandør eller noget helt tredje. Til formålet er udviklet fire sponsorpakker med sponsorbidrag fra 10.000 kroner for den mindste og mindst 100.000 kroner for den største. Man kan således vælge imellem støtte- henholdsvis bronze-, sølv- og guldmedlemskab.

Der er særligt to elementer, der gør pakkerne interessante: At man får sit navn knyttet til Tun Din Fremtid, og at man bliver medlem af det til formålet etablerede Advisory Board, der ventes at mødes to gange om året for at evaluere og idéudvikle. Man kommer altså helt ind i kampagnens maskinrum. Støttemedlemmer kan bruge Tun Din Fremtid i deres egen markedsføring. Investerer man i en større pakke, bliver man synlig i kampagnens temmelig aktive markedsføring på de sociale medier – jo større pakke, desto klarere synlighed.

»Vi oplever en interesse for at kunne brand’e sig som den, der gør noget særligt, når det gælder lærlinge. Derfor inviterer vi værksteder – ja, alle i branchen – til at komme med på rejsen,« fortæller Lucas Hultgren, lærlingekonsulent i Dansk Bilbrancheråd, ophavsmand til konceptet og ikke mindst pilot for aktiviteten på de sociale medier.

Mere af det samme
Merindtægten skal gå til en intensivering af aktiviteten netop på sociale medier, herunder navnlig Tiktok og Facebook.

»Indtil nu har vi været tilbageholdende med betalt SoMe-annoncering. Her burde investeres meget mere intenst,« supplerer Lucas Hultgren.

Af andre ”kanaler” kunne man forestille sig alliancer med influencere – det vil sige mennesker, der ad egne kanaler formår at nå mange unge.

Kampagnen tager livtag med den udfordring ikke alene at nå unge, der kunne tænkes at være bilfreaks i forvejen, men også unge, der ikke umiddelbart havde overvejet at gå mekanikervejen – samt til de unges forældre.

Lucas Hultgren noterer med tilfredshed, at sponsorpakkerne allerede har vakt positiv interesse rundt om i branchen. Internt i Dansk Bilbrancheråd har én – og måske to; det vil vise sig – besluttet at investere i en sponsorpakke.

Team’et vokser
Tun Din Fremtid vokser også på ”personalesiden”. I forbindelse med engagementet i TCR-klassen har Touringcar Academy, som Dansk Bilbrancheråd nu står som hovedsponsor for – indforskrevet yderligere to mekanikere, så team’et i alt består af fire lærlinge.

»Bilerne og løbene er vigtige. Men de er midlet. Ikke målet. Vigtigere endnu er de rollemodeller, som mekanikerlærlingene er for kampagnen og for branchen,« understreger Lucas Hultgren.

Let the show begin!