Adam Pade

Adam Pade

Redaktør

Tel. 4848 1788
Mob. 2444 8070
post@adampade.dk

Anita Bjerring Rasmussen

Anita Bjerring Rasmussen

Annoncering

Tel. 5117 1424
ar@mediapunktet.dk

Spildolie: En god historie om genbrug

14. dec. 2020

Oparbejdning af spildolie til de pureste nye olieprodukter er en overset miljøhistorie i vores branche. Tag med en tur til Kalundborg.

Af Adam Pade
Bragt i AUTObranchen 06/2020

Man føler sig uvægerlig hensat til et rigtigt olieraffinaderi: Med rør, ventiler, cylinderformede beholdere, pumper og lamper, der blinker. Og det er et olieraffinaderi, men frem for råolie, der bliver raffineret til lige fra tung bitumen til den fineste nafta, er råproduktet her – spildolie. Spildolie hentet fra tusindvis af danske autoværksteder og andre virksomheder både i og uden for branchen. Og hvad der kommer ind som en sortgrå, klæbrig masse, kommer ud som ny, frisk baseolie og fuel til brug for ikke mindst – fremstilling af smøreolier.

AVISTA Green, en del af Avista Oil Danmark, indviede i starten af året et spritnyt raffinaderi i Kalundborg Havn. Det skete på den ulykkelige baggrund, at det oprindelige raffinaderi brændte ned i 2017, men har betydet, at raffinaderiet med nybyggeriet kunne opskalere sin kapacitet – og dermed sikre bedre lønsomhed. Ved nyopførelsen allierede man sig med britiske Slicker Recycling, der medvirker til at udnytte den nye, samlede kapacitet på 100.000 tons om året – næsten en fordobling i forhold til tidligere. Til sammenligning indhentes der omkring 20.000 tons hos de danske virksomheder. Resten hentes i England og i landene omkring os.

Branden i 2017 har – måske ikke unaturligt – foranlediget, at brandsikkerheden har fået et gevaldigt nyk opad: Blandt andet råder raffinaderiet nu over sit eget ferskvandsreservoir, ligesom der sidder varmesensorer overalt.

Avista-navnet er oprindelig amerikansk, idet det repræsenterer en teknologi, som virksomhedens daværende ejer, norske Mustad, købte. Teknologien er grundlæggende stadig den, AVISTA Green benytter ved gen-raffinering.

Dansk Oliegenbrug
AVISTA Oils danske historie bygger på grundlæggelsen af Dansk Oliegenbrug i 1993. Allerede da arbejdedes der med at nyttiggøre spildolien, men det blev den nye gen-raffineringsteknologi, der for alvor satte skub i ”udvindingen” til nye baseolier. Mustad opkøbte desuden sin tyske konkurrent, der i dag også driver egen fabrikation af smøreolie med Avistas genudvundne baseolier.

Til stadighed øges procentdelen af den spildolie, der kan genindvindes, og restproduktet – eller bundproduktet – egner sig fortræffeligt til produktion af tagpap – og brændes altså ikke bare af.

Grundlæggende gennemgår spildprodukterne tre processer:

Processerne
Filtrering/afvanding
Her filtreres spildolien for grove sedimenter i en filterstation under en relativt lav forvarmning. Efterfølgende afvandes spildolien under vakuum og fordampning af vandet. Af denne proces følger benzinlignende produkter vandet ud af spildolien – det hjælper det lave kogepunkt med.

Destillationsprocessen
Destillationsprocessen forløber i tre faser under stigende vakuum og stigende temperatur. Først destilleres gasolien fra og kondenserer, hvorpå følger destillater i franktionerne LVD og MVD. I sidste fase udskilles bundprodukter, der mest minder om asfalt.

Filtrering og ekstraktion
Under denne proces filtreres LVD og MVD. Det sker ved hjælp af træmel. Samtidig fjernes yderligere sedimenter fra destillatet.

Den filtrerede olie bliver nu ”vasket” med en solvent i ekstraktionsanlægget. Efter ekstraktionen kommer olien efterfølgende ud som ren baseolie. Baseolien fremstilles i to forskellige kvaliteter. Baseolien bruges direkte til fremstilling af nye smøreolietyper så som hydraulikolie, smøreolie til bilindustrien og så fremdeles. Hertil kommer levering til AVISTA Oils egen fabrik i Tyskland.

Direktøren på stedet, Leon Skovbo, har en appel: I, der leverer spildolie, kan være med til at optimere processen:

»Det handler om og starter med kildesortering – ligesom hjemme i husholdningen. Det er en kæmpe hjælp, hvis man husker at sortere de forskellige typer væsker,« lyder det fra Leon Skovbo, der dog roser autoværkstederne: »Autobranchen er faktisk ret gode til det her. Der er andre steder, det kniber mere,« konstaterer han uden at ville afsløre, hvem synderne er.

Naturprodukt
»At vi kan sælge vores baseolie i konkurrence med ny olie skyldes, at vi internationalt er klassificeret på samme måde som ny olie: Nemlig som et rent naturprodukt,« forklarer Leon Skovbo.

Tilmed renses olien på en måde, så den bibeholder de syntetiske egenskaber og er dermed nogle af de mineralske (rå-)olieprodukter overlegne. I syntetisk ligger ikke noget kunstprodukt, men at olien er blevet behandlet på en sådan måde, at man på det nærmeste designer oliemolekylernes længde – alt efter anvendelsesformål.

Tom F. Pedersen er markedschef:

»Vi synes egentlig, vi er en lidt overset branche. Vi er et godt eksempel på den cirkulære økonomi, som man ønsker at promovere,« mener han, men erkender, at der ganske vist er tale om et skisma her: »Vi taler jo om olie – et fossilt produkt, man gerne vil væk fra. Men verden kan jo ikke undvære olie, og vi kan altså genbruge noget, der hentes op af jorden.«

Leon Skovbo vurderer, at AVISTA Greens olieprodukter sparer miljøet for 820 kg CO2 for hver ton spildolie, der udnyttes frem for ny olie.

Apropos miljø betoner Leon Skovbo, at biobaserede olier – der typisk forbruges af entreprenørmaskiner – ikke lader sig gen-raffinere: Denne type olie er esterbaseret – et organisk derivat – og ville destabilisere det færdige produkt.

»Vi bruger faktisk store ressourcer på at opspore bioolie af samme grund. Det er også en af grundene til, at vi appellerer til virksomhederne om at kildesortere.«

Jo, også en oliegenvindingsvirksomhed bliver påvirket af oliepriserne.

Svingende oliepriser udfordrer
»Vi er da udfordret, når oliepriserne falder, som vi har oplevet under corona-krisen – ja, tilmed går i minus, som vi så det på et tidspunkt. Men vigtigere end selve prisniveauet er prisstabilitet,« vurderer Leon Skovbo.

AVISTA Oil henter omkring 80 procent af værkstedernes og virksomhedernes spildolie. Det foregår uden betaling, understreger Tom F. Pedersen, hvilket gør lønsomheden ved genraffinering endnu vigtigere. Afhentningen forsøges selvsagt gjort så optimal som mulig – både for Avistas skyld og for at være så lidt til gene for værkstederne som muligt. I dag kommer AVISTA Oil enten ved faste intervaller, eller værkstederne kan ringe ind.

Men også her er digitaliseringen på vej.

»Vi håber, vi bliver i stand til at tilbyde sensorovervågning af tankene, så vi kun kommer, når det er nødvendigt – og hverken for hurtigt eller for sent,« lyder det.

Direktør Leon Skovbo (tv.) og markedschef Tom F. Pedersen. Begge synes de, AVISTA Green er en helt god historie om den cirkulære økonomi: Respektfuld genbrug af naturens ressourcer.