Adam Pade

Adam Pade

Redaktør

Tel. 4848 1788
Mob. 2444 8070
post@adampade.dk

Anita Bjerring Rasmussen

Anita Bjerring Rasmussen

Annoncering

Tel. 5117 1424
ar@mediapunktet.dk

SERMI sig nærmer

12. jun. 2023

SERMI-certificeringen træder i kraft 1. august. Medlemmerne af Carmunication viede en temadag i april til SERMI og bildata generelt.

Allerede til august træder certificeringsordningen SERMI i kraft – den, der skal sikre, at værkstederne får adgang til data om tyveri-relateret udstyr, herunder nøglekoder, startspærre, visse dele af ECU’er mv. Er et værksted – og en medarbejder – certificeret, er bilfabrikanterne forpligtede til at give den fornødne adgang. Det vil lette arbejdet på værkstederne og styrke den frie og og lige konkurrence.

Men endnu er hele den bagvedliggende organisation ikke på plads i nogen af de europæiske lande. I Danmark er der dog udsigt til, at Teknologisk Institut bliver akkrediteret til at varetage certificeringen.

Fra øverste hylde
SERMI var et af de to hovedtemaer, da organisationen Carmunication, et fællesskab – en slags tænketank – der virker for at fremme den frie branches tilgang til bilerne – afholdt den første af to årlige temadage sidst i april. Fra Dansk Bilbrancheråd – der selv havde opfordret til at se nærmere på dagens emne – deltog juridisk chef Johanne Berner og direktør Erik S. Rasmussen. Carmunication havde valgt en oplægsholder fra øverste hylde i form af Jan-Willem von der Linden, der til daglig sidder i SERMI som ansvarlig for konstruktionen.

Jan-Willem v.d. Linden er ansat i BOVAG, der er den hollandske pendant til Dansk Bilbrancheråd, og har således fingeren på pulsen i forhold til de hollandske frie værksteder. Kombineret med sin involvering i SERMI kunne han redegøre specifikt for i de respektive EU-lande.

Selv om SERMI-ordningen træder i kraft allerede 1. august 2023 gik Dansk Bilbrancheråds repræsentanter forholdsvis opløftede fra mødet, og ser frem til, at bilfabrikanterne i mindre omfang vil være i stand til at indlægge benspænd for den frie konkurrence under henvisning til risikoen for tyveri.

Foruden temamødet i Carmunication deltog Dansk Bilbrancheråd i et webinar med repræsentanter fra Færdselsstyrelsen, DANAK, FIGIEFA, AUTIG og Bilbranchen i DI for at blive endnu klogere på status.

BLIV CERTIFICERET!

Ønsker man at blive certificeret, kan man med fordel allerede nu finde de relevante dokumenter frem. Det bliver:

  • Straffeattester på både indehaver og relevante mekanikere
  • Udskrift fra cvr-registreret på virksomhedens stamoplysninger,
  • Dokumentation for praktisk erfaring (svendebrev eller lignende) samt
  • Dokumentation for tegnet ansvarsforsikring.

I forhold til straffeattester kan der være en udfordring i selv helt små forseelser – eksempelvis har Sverige en tilgang til implementeringen, der gør, at selv en fartbøde på straffeattesten udelukker mekanikeren fra at blive certificeret. Dansk Bilbrancheråd vil følge nøje med heri, for mål og midler skal naturligvis stå i forhold til hinanden.

Derudover er rådet i tæt dialog med Teknologisk Institut omkring dets mulige akkreditering for at sikre så solidt og smidigt et fundament for certificering af værksteder og svende.