Lærlinge kan blive bedre til at være lærlinge – og læremestre til at være læremestre.
Nærer man interesse for lærlinge – og har sine holdninger til at have lærlinge – kan det være noget af en øjenåbner at blive hentet om til den anden side af bordet – skolebordet. Den erfaring har Ole Nielsen (61) gjort sig, efter han igennem det seneste par år har virket som praktikinstruktør på Mercantec – teknisk skole i Viborg.
En praktikinstruktør virker som noget nær en værkfører for de lærlinge, der enten kan finde eller endnu ikke har fundet en læreplads at komme ud til efter overstået grundforløb, og som derfor skal tilbringe deres praktiktid under så værkstedslignende vilkår som muligt – på skolen. Det har givet mulighed for at se på mester-/læreforholdet i et lidt bredere lys end som mester alene.
Når det ligesom ikke gik
Ikke mindst oplever Ole Nielsen, hvad der er sket, når det er gået galt: Når en læreaftale må brydes – med de omkostninger, dét kan have – og lærlingen kommer tilbage på praktikcentret eller i øvrigt må tilbringe resten af sit praktikophold her: ”Når det ligesom ikke rigtig gik”, som han formulerer det.
Efter Ole Nielsens opfattelse handler mange mislykkede læreforhold om, at mester forsømmer at møde lærlingen i øjenhøjde.
»Der kan være tale om urealistiske forventninger til, hvad lærlingen kan, når man han møder op første dag. Han kan ikke så meget – det er jo derfor, han kommer i praktik. Mange tror, at lærlingen kan tjene penge ind til værkstedet under første år. Det kan han ikke. Først under sidste praktikophold vil lærlingen kunne bidrage positivt til bundlinjen,« fastslår Ole Nielsen, der beklager, at så få værksteder tager elever:
»Det er beklageligt, at branchen uddanner så ringe en del af den arbejdskraft, man selv efterspørger og savner.«
Kan ikke være bekendt
Praktikcentret i Viborg beskæftigede i november ikke færre end 37 SKP-elever. Det får Ole Nielsen til at mene, at værkstederne ikke kan være bekendt at sige, at de ikke kan få lærlinge, når de ikke tager dem, der rent faktisk er til rådighed.
Hvis mange afviser at tage lærlinge, skyldes det jo, at unge mennesker opfattes som en større udfordring at have i sin virksomhed?
»Nutidens lærlinge gør ikke som vi i vores generation. Vi stillede ikke spørgsmål, men accepterede i højere grad mesters autoritet. I dag er alt til diskussion, og alle opgaver skal helst være meningsfulde. Det er også rigtigt, at mange unge er børn af curlingforældre, der i et og alt har beredt vejen for dem. Men det er nu den bane, vi har at spille på, og det fritager os ikke for ansvar,« siger Ole Nielsen.
Bedre forberedt
Når det er sagt, burde mester måske være bedre forberedt på at tage imod sin nye lærling. Dels kunne dialogen mellem skole og mester være bedre (men skolen har ikke ressourcer, og mester har ikke tid!), dels burde der måske være en hel lærebog for dét at have lærlinge.
»At lede en virksomhed er én ting. At lede mennesker er en anden,« som Ole Nielsen fastslår.
Han stiller også spørgsmålstegn ved, om den måde, lærepladser godkendes på, er den rette: Her ses væsentligst på de fysiske rammer – mere end på de menneskelige eller på de motiver, en mester kunne have for at tage en elev. Måske burde skolerne involveres i godkendelsen af lærepladser. Og måske burde det være muligt at fratage godkendelsen fra en mester, hvis der har været for mange ”sager”, hvor en lærling er kommet i klemme.
Det gode læreforhold
Det gode læreforhold tager udgangspunkt i, at mester sætter sig ind i de læringsmål, der er gældende for lærlingen under praktikopholdet og følger op på, at målene bliver nået. På lidt større værksteder handler det om at motivere de svende, der skal følge lærlingene i det daglige. Og så handler det om respekt – respekten for den enkelte lærling.
Ligesom man har en personalehåndbog, burde man også have lærlingebog: En bog, der beskriver læreforholdets forløb, og hvis indhold både mester og lærling burde holde sig efterrettelig.
Det var også en mulighed, at man som skole – og som folkeskole – i højere grad forberedte de unge på, hvad det vil sige at begå sig på en arbejdsplads som lærling.
Men indimellem må man vel konstatere, at en lærling bare er endt på den forkerte hylde?
Savner beføjelser
»Det hænder, at det viser sig, at dét med en uddannelse som automekaniker var mors idé – eller at talentet bare ikke rækker. Her burde vi som skole have større kompetence til at vise den enkelte unge videre,« svarer Ole Nielsen.
Han konstaterer samlet set, at vejen til flere lærlinge og flere læresteder er, at alle skal blive bedre – til at være lærlinge, til at være mestre – og med en skole, der kan bygge bro.
Ole Nielsen, tidligere medlem af Dansk Bilbrancheråds bestyrelse, ophørte med sit værksted, da et ungt menneske – en tidligere lærling – en dag stillede op og frejdigt spurgte, om han måtte leje værkstedet. Det så Ole Nielsen som en mulighed for, at værkstedet kunne føres videre, og her – fire år senere – består lejeaftalen endnu. Samarbejdet med Mercantec skulle blot have været en deltidsstilling, men i dag arbejder Ole på fuld tid.
Bragt i AUTObranchen 06/2021