Adam Pade

Adam Pade

Redaktør

Tel. 4848 1788
Mob. 2444 8070
post@adampade.dk

Anita Bjerring Rasmussen

Anita Bjerring Rasmussen

Annoncering

Tel. 5117 1424
ar@mediapunktet.dk

Ministeren sagde nej!

2. aug. 2022

EFTERMARKEDET MENER: Hvordan kan en regering, der vil den grønne omstilling, afvise et så oplagt forslag til reduktions af CO2-udslippet?

Man kan ikke beskylde skatteministeren for at gå let hen over besvarelsen af en række spørgsmål om reparationsreglerne, som Det Radikale Venstres finansordfører, Andreas Steenberg stillede med baggrund i input fra SMVdanmarks Autoudvalg.

Finansordføreren havde bedt ministeren beregne konsekvenserne af et antal forskellige forhøjelser af reparationsgrænsen på baggrund af bilernes alder, Euro-norm eller drivmiddel, samt af en tiltrængt regulering og efterfølgende indeksering af den såkaldte bagatelgrænse.

Ministerens svar – bredt over adskillige A4-sider – er dog entydigt: Nej, regeringen er ikke indstillet på at lempe reparationsreglerne – hverken for nulemissions- eller fossilbiler. Ministeren finder ej heller noget grundlag for at hæve og fremover indeksregulere bagatelgrænsen, der i årevis har andraget 25.000 kroner.

Ministeren benytter sig dels af den kendte argumentation om, at det er ”uhensigtsmæssigt” at reparere i afgiften, dels at det vil stå statskassen i et trecifret millionbeløb af ændre reglerne.

En lempelse af reparationsreglerne har været et politisk krav fra autobranchens eftermarked, siden reglerne blev indført for mere end 20 år siden. Lige nu forekommer et indgreb særligt oplagt i lyset af manglen på nye biler og nye reservedele – og behovet for at holde den eksisterende bilpark sikkert og forsvarligt kørende. Den rygmarvsreflektoriske afvisning af branchens forslag virker særlig barok i lyset af den grønne omstilling, der (også) skal tilgodese genbrug og omsorgsfuld ressourceudnyttelse.

Vi i autobranchens eftermarked møder med ministerens kolde skulder med hovedrysten.

Hvordan kan en regering, der påstår at være parat til at bruge milliarder på den grønne omstilling, fremstå troværdig, når man end ikke vil diskutere et så synligt bidrag til at spare CO2 og naturressourcer? Hvorfor falder den grønne omstilling, når det kommer til stykket, på simpel kassetænkning? De ca. 130 millioner kroner, som skatteministeren opgør, vil være omkostningen ved at lempe reparationsreglerne, er et beskedent beløb sammenholdt med, hvad det koster at realisere regeringens grønne mål.

Hvor langt ministeren er fra virkeligheden, kan man forvisse sig om ved at se os omkring: I dette efterår åbner Europas to vigtigste messer for autobranchens eftermarked. Under dem begge vies genbrug og renovering af bilkomponenter lige så stor opmærksomhed som eksempelvis nul- og lavemissionsbiler – det forekommer naturligvis kun, fordi genbrug og genvinding er vigtig. I Frankrig er det ved lov bestemt, at værkstederne skal tilbyde reparation med genbrugsdele; en udvikling, der ifølge en af udstillingsarrangørerne har medført, at de franske bilejere aktivt og uhjulpent selv efterspørger genbrugsdele.

Vores lid står til, at de politikere – endog fra regeringspartiet selv – der har erklæret sig positive over for at se på reparationsreglerne, nu træder i karakter.

Vi står klar med råd og dåd.

Bragt i AUTObranchen 04 /2022