Adam Pade

Adam Pade

Redaktør

Tel. 4848 1788
Mob. 2444 8070
post@adampade.dk

Anita Bjerring Rasmussen

Anita Bjerring Rasmussen

Annoncering

Tel. 5117 1424
ar@mediapunktet.dk

Kend problemets forhistorie!

25. aug. 2020

Direktør Frank Donslund deler ud af sine mangfoldige problemhistorier fra Elektro Partners Hotline. Dem bliver vi alle klogere af. Her én med pointen om, at man skal kende et problems forhistorie – grundigt!

I vor hotline fik vi denne sag ind sidst i maj måned fra et værksted i det nordjyske:

”Står med en Suzuki Swift fra 2016. Den sætter ud ved jævn kørsel, især når den er varm. Den lyser ikke i nogle lamper, og der er ikke lagrede fejlkoder.”

Godt spørgsmål, mange mulige årsager
Godt spørgsmål, som sætter mange tanker i sving. Når man sidder i en hotline, der hver dag behandler mellem 200 og 250 sager, forudsætter man altid, at alle de mest sandsynlige årsager til et problem er efterprøvet og testet.

I dette tilfælde var svaret fra vor hotline, at det nok var en god ide at starte med at kontrollere indsugningen for utætheder og ligeledes at lave en 4-gasmåling for at se, om blandingen var i orden. Det kunne jo være noget så enkelt som et tilstoppet filter.

Værkstedet meldte tilbage, at alt var, som det skulle være, og da vor interne database ikke viste nogle fortilfælde med dette symptom i forbindelse med denne motor, var det videre med fejlsøgningen.

Værkstedet afprøver forskellige teorier og mulige årsager. Sagen med problemet dukker op igen i AutoFrontal-portalens hotline-system, denne gang fra et andet værksted. Problemet var altså ikke løst. Kunne det være et af de første tilfælde hvor E5-benzin skaber problemer?

Tag en ordentlig snak med bilens ejer eller bruger!
Desværre havde den stakkels mekaniker ikke fået hele historien. Det oplever vi forbavsende ofte og hvorfor? Enten fordi bilens ejer ikke er så stolt af det skete, eller hvis der sidder en kundemodtager imellem bilens ejer og den mekaniker, der skal udføre fejlsøgningen. I sådanne tilfælde er der reel mulighed for, at vigtig information går tabt. Nogle værksteder stoler endvidere alt for meget på, at de kan finde fejlen på basis af de lagrede fejlkoder. Uanset hvad: Forhistorien er vigtig!

Det er ikke ligegyldigt, om problemet opstår pludseligt eller i forbindelse med en handling. Om det kom efter en service, eller en motorvask? Alle fakta, som kommer på bordet med det samme, forkorter tiden, der går med fejlsøgning. Alt andet er spild af tid og penge.

Er bilen vedligeholdt af fagfolk?
Og så er der lige det med manglede vedligehold. Ingen fejlsøgning på en bil, der mangler almindelig service! Det er en uskik og i strid med god mekaniker-etik at starte fejlsøgning på en bil, hvor filtre er fyldt med snavs, eller hvor tændrør burde have være skiftet for længst. Vi plejer at kalde det fejlsøgning i vildskab, hvilket alt for ofte er ensbetydende med frustrationer og i sidste ende, spildt arbejde.

Service udført?
Denne Suzuki var sådan en bil, hvor kunden påstod, at der var lavet service på bilen for nylig. Men der var intet bevis for det, så enten var der ikke lavet service, eller også ville den eller de, som havde udført denne service, ikke stå ved deres arbejde.

Da luftfilter og tændrør så nye ud, fattedes der ingen mistanke til den manglende service i første omgang. Mekanikeren blev dog alligevel i samarbejde med vor hotline enig om, at der kunne være tale om et af de sjældne tilfælde, hvor et nyt tændrør fejler. Nye blev bestilt hos grossisten. Det viste sig, at de monterede tændrør ikke havde samme gevindlængde som de tændrør, der passede til denne motor. Der var heldigvis tale om tændrør med korte gevind. Man kan gyse ved tanken om, hvad der var sket, om det havde været modsat.

Man kan spørge sig selv, hvordan sådan noget er muligt? Men sådan noget sker, og det beviser nok engang: Få fakta på bordet – og start denne type fejlsøgning med at tjekke servicehistorik. Er der ingen, så start med at skifte de servicedele, som burde være skiftet ved sidste service. Autodata har til det formål lavet en serviceoversigt, som gør det muligt hurtigt at danne sig et overblik over, hvornår vitale servicedele skal skiftes.

En fejl som denne kunne have været afsløret på minutter i stedet for dage og timer.

Bragt i AUTObranchen 04/2020