Adam Pade

Adam Pade

Redaktør

Tel. 4848 1788
Mob. 2444 8070
post@adampade.dk

Anita Bjerring Rasmussen

Anita Bjerring Rasmussen

Annoncering

Tel. 5117 1424
ar@mediapunktet.dk

Hvem skal lave det her, når vi ikke er her længere?

14. jun. 2022

Iversens Cylinderservice i Horsens har siden 1957 bedrevet renovering af motorer, og hvad dertil hører. Her passes på vores kulturarv.

Det er lidt med autobranchen som med byggeriet: Håndværk uddør, kostbar viden forsvinder, og gamle fredede bygninger lades i stikken, fordi ingen længere mestrer de gamle håndværksteknikker.

I tidligere tid var en cylinderservicevirksomhed ikke noget sjældent syn i landets større byer. Et sådant værksted kunne lidt af hvert, når det gjaldt datidens køretøjer; alt lige fra en komplet motorrenovering til istandsættelse af en krumtap eller boring af en cylinder. Det var inden køb-og-smid-vækkulturens indtog, og endnu mens godt håndværk var et grundvilkår.

Alene i Horsens lå i sin tid tre cylinderserviceværksteder. I dag er der ét tilbage; grundlagt i 1957 af Ejner Iversen. Værkstedet bærer endnu stifterens navn – Iversens Cylinderservice.

En dag i 1961 blev Ejner Iversen spurgt af en håbefuld far, om han kunne bruge en arbejdsdreng; en frisk ung mand, der lige var gået ud af skolen. Han blev set an – den unge mand – og ansat.

Og han er her endnu.

På rette hylde
»Nej, jeg tænkte aldrig på at ville noget andet. Vi får jo mange forskelligartede opgaver hele tiden,« fortæller Poul Skov Sørensen (75).

Iversens Cylinderservice udvidede sin palet fra alene tohjulede til firehjulede to- og trecylinderede motorer: Først Lloyd, siden Saab og i 1980’erne tillige Wartburg. Lige sådan disponerede værkstedet selv over: En stationcar med tre karburatorer. Den lugtede noget. Men kørte godt! forsikrer Poul Skov Sørensen.

Sammen med tre kolleger overtog han Iversens Cylinderservice, da Ejner Iversen ønskede at høre op. I 2009 blev Poul Skov Sørensen eneejer af værkstedet.

Nok er Iversens Cylinderservice en nichevirksomhed. Ikke desto mindre er her rigeligt arbejde til de i alt tre mand: Mekaniker Bo, maskinarbejder Jan og mester selv. Ikke mindst her i foråret, hvor veteranerne skal ud på vejene igen – og måske have foretaget de motorreparationer, der burde og kunne være foretaget for et halvt år siden. Til renoveringen hører egen fremstilling eller tilpasning og finpudsning af enkelte komponenter.

Kunderne
Således består kundekredsen i dag af mange private og er stadig en naturlig underleverandør til autoværksteder. Blandt kunderne er også særligt foretagsomme folk, der nyder at sætte gamle køretøjer i stand for siden at sælge dem – for fluks at påbegynde et nyt projekt.

Det er sjældent – eller rettere: Det sker aldrig – at værkstedet får hele køretøjer ind. Når Poul Skov Sørensen noterer, at han lige har arbejdet på en Morris Oxford 1932 – en bil, han i øvrigt aldrig har oplevet før – så stemmes forventningerne naturligvis. Men det er jo motoren, det handler om.

På samme vis må man tage til takke med synet af den smukkest tænkelige, nys istandsatte Nimbusmotor, der er på vej tilbage til sin retmæssige ejer. Resten af det historiske køretøj må man tænke sig til.

Maskinparken
Udfordringer som moderne teknologi – elektroniske motorstyringer, OBD’er og andet nymodens – er gået helt uden om Iversens Cylinderservice: »Det beskæftiger vi os jo slet ikke med – det mest avancerede, vi har været ude for, var en elektronisk tænding,« lyder det lunt fra Poul Skov Sørensen.

I et værksted, der beskæftiger sig med ældre køretøjer, bærer maskinparken naturligvis præg heraf. Poul Skov Sørensen udpeger cylinderboremaskinen, hone- eller linjeboremaskinen (til fremstilling af hovedlejer), topstykkemaskine, stempelslibemaskinen (»og den er fra før skinnebussernes tid,« lyder det) og naturligvis drejebænkene. Udstyret er købt op igennem årene fra andre nedlagte værksteder, herunder fra AMC, der hørte under Ford Motor Co. i Aarhus.

Uden for bygningen holder mesters Opel Vectra. Men hjemme holder en Opel P1 fra 1959, som Poul Skov Sørensen overtog i 1973. Den brugte han som daglig bil i mange år. I garagen holder også Poul Skov Sørensens første motorcykel, en Ariel 6,5 fra 1957. Det er sjældent, han når ud til træf med køretøjerne: Her er travlt, og alting synes at tage mere tid, når man når lidt op i årene.

Fremtiden
Poul Skov Sørensens alvorligste udfordring er og bliver værkstedets fremtid: Hvem kan eller vil overtage en butik af denne art? Her er for lidt mekanikerarbejde til en automekaniker – og for lidt til en maskinarbejder. Her fordres kompetencer, der ikke kan læres på en skole, men forudsætter god, gammeldags sidemandsoplæring. Des årsag har værkstedet da også igennem tiderne beskæftiget alt fra en rutebilchauffør til en kakkelovnsreparatør.

Jan og Bo blev spurgt for mange år siden. De takkede i sin tid pænt nej og er i øvrigt begge oppe i årene nu. Det dur ej heller at gøre værkstedet til et interesseprojekt for seniorer med den rette ekspertise – her er trods alt for meget at lave til, at værkstedet kan drives som hobbyvirksomhed.

Men undværes – det kan et værksted som Iversens Cylinderservice ikke rigtigt, hvis vores automotive kulturarv skal bevares i køredygtig stand.

Måske sås et kim, når førsteårslærlingene på automekanikeruddannelsen på Aarhus Tech hvert år kommer på besøg – som et led i deres almendannelse som kommende automekanikere.

Dybere tanker af den art er der nu ikke tid til på denne majdag: Her arbejdes med en genstridig motor, hvor rusten bider, og her er også kunder i butikken ude ved skranken.

Men spørgsmålet nager: »Hvem skal lave det her, når vi ikke er her længere?«

For at slutte, hvor vi startede: På EUC Nord udbyder man en restauringshåndværkeruddannelse, hvor man kommer vidt rundt i håndværkets discipliner – mur, træ og maling. Uddannelsen er bygget op i moduler bestående af til formålet udviklede AMU-kurser.

En idé i vores branche også?

Portræt bragt i AUTObranchen 03 2022