Adam Pade

Adam Pade

Redaktør

Tel. 4848 1788
Mob. 2444 8070
post@adampade.dk

Anita Bjerring Rasmussen

Anita Bjerring Rasmussen

Annoncering

Tel. 5117 1424
ar@mediapunktet.dk

Hvad der er godt for motorsporten …

2. aug. 2022

Touringcar Academy hjælper unge racertalenter på vej og er samtidig en fantastisk reklamesøjle for en karriere i autobranchen: Hvad der er godt for motorsporten er godt for autobranchen.

Af Adam Pade

Vejen er lang og bumpet – og ikke mindst kostbar – hvis den dygtige gokart-kører har en drøm om at fortsætte sin karriere i en racerbil. Det får de fleste til at opgive, og dermed går Danmark går glip af store racingtalenter.

Sådan gik snakken allerede for et par år siden mellem den nu forhenværende internationale racerkører Martin Jensen og branchemanden – med en lidenskabelig interesse for motorsport – Morten Hersoug. Snart kom snakken dog til at handle om i det hele taget at rekruttere ny talentfuld arbejdskraft til autobranchen: Var der en måde at nyttiggøre den mangeårige erfaring på, som de to havde draget inden for motorsporten, til at hjælpe unge mennesker – ja, hele branchen – på vej?

Svaret blev etableringen af Touringcar Academy dette forår; en tumleplads for udvalgte, særligt dygtige og passionerede lærlinge og motorsportstalenter, der har potentiale til at drive det vidt.

Konstruerer selv
Martin Jensen har de seneste 10 år drevet Insight Racing; en virksomhed, hvis aktiviteter han overtog, mens han endnu var aktiv racerkører i USA. Værkstedet er formentlig det eneste af sin art i Danmark, der bistår med den hele, samlede opbygning af en racerbil, idet de i alt tre mand – iblandt dem naturligvis en lærling – selv kan svejse, fræse og bore. Her fremstilles eksempelvis egne gearkasser og støddæmpere, ligesom værkstedet løser problemer og tekniske udfordringer både på racerbiler og mere almindelige biler. Insight Racing har igennem alle årene haft en enkelt lærling ad gangen, og de er alle kommet særdeles godt i vej.

Martin Jensen og Morten Hersoug lærte hinanden at kende, da Morten Hersoug i sin tid var knyttet til Bosch, en af Martin Jensens daværende sponsorer. Morten Hersoug er i dag forretningsudviklingschef i et olieselskab, og interessen for motorsport er usvækket. Selv nærer han en særlig lidenskab for youngtimer-racerbiler, som han gerne sætter i stand.

Touringcar Academy er indtil videre baseret på en enkelt bil – en DS3 – der medvirker i den anerkendte DS3 Cup, der pt. tæller 17 biler. DS3’en er en god ”indgangsbil”, fordi det trods alt er begrænset, hvor meget den kan modificeres i modsætning til de mere avancerede TCR-/GT-biler. Dermed er risikoen for at komme helt galt af sted mere begrænset.

Det vigtige fundament
Det var vigtigt for dem begge at skabe et solidt fundament for projektet.

Morten Hersoug og Martin Jensen tog indledningsvis på turne blandt en række parter i branchen – herunder ikke mindst DASU, der har ændret syn på motorsportens typiske talenttrappe: Jo, man kan godt nå op i eliten uden starte i Formel 4; andre racerkørere har bevist, at man også kan bringe det vidt i TCR-standardvogne.

– Og så var der foreningen Tun din fremtid med sin lærlingekampagne af samme navn:

»Det er jo et perfekt koncept. Det emmer af hestekræfter, af at komme først, at optimere,« fastslår Martin Jensen. Derfor gik vejen også om ad Dansk Bilbrancheråd, der kunne se perspektiverne i et sponsorat. Det er nu blevet til en treårig aftale.

Til Touringcar Academy er aktuelt knyttet lærlingene Michelle Delfs Bæk, Knuds Auto i Jelling, samt Mailo Andersen og Magnus Tingleff, begge fra Autonorden i København. Kører er Silas Rytter fra Auto Teknik i Sæby.

Drømmene
Visionen bag Touringcar Academy er at nære ambitioner og drømme. Derfor er deltagelsen i løb bare ét afspekt af akademiets virksomhed: Et andet er at præsentere bil og team dér, hvor de unge mennesker og deres forældre er: På udstillinger, messer, byens torv eksempelvis. Og for få dage siden medvirkede team’et i Copenhagen Historic Grand Prix, da Silas Rytter kørte runder med børn med terminale diagnoser.

Touringcar Academy har opbygget et trestrenget ambassadørkorps:

»Målgruppen er folkeskoleelever på 7. – 9. klassetrin og deres forældre. Vores lærlinge er talerøret over for de unge – gennem de sociale medier og arrangementer ude på skolerne, for eksempel. Vi går både efter drenge og piger,« fortæller Morten Hersoug.

»Den anden streng handler om at henvende sig til forældrene. Her taler de selvstændige; folk i gode job. De skal signalere tryghed – at man altså godt kan sende sine børn denne vej.«

En tredje streng er det netværk af sponsorer og samarbejdspartnere, som Touringcar Academy er i færd med at bygge op. Foruden Dansk Bilbrancheråd tæller partnerne lige fra Bosch Car Service og Valvoline til forsikringsselskabet Fragus, der er specialister i tekniske forsikringer til autobranchen.

Intenst forløb
Det er en intens og fagligt udfordrende oplevelse at være en del af Touringcar Academy.

»Lige om lidt skal denne her bil altså køre 200 km/t. Lærlingene står til ansvar for, at bilen er i orden. Det giver dem en fantastisk ansvarsfølelse, der bliver til en særlig ærekærhed. Det er fascinerende at opleve,« fastslår Martin Jensen, der foruden teknisk talent peger på kommunikation som en afgørende evne: »Køreren kan udtrykke en fornemmelse af, at noget i bilen er være ude af balance. Den fornemmelse skal lærlingene gribe og handle på. Desuden skal de være stærke til at samarbejde. Alt det kan de tage med tilbage til deres læreplads.«

Fra øverste hylde
De tilknyttede lærlinge bliver »håndplukket fra øverste hylde,« som Morten Hersoug udtrykker det, ligesom DASU er med til at identificere talenter blandt kørerne.

Indtil videre tæller Touringcar Academy altså én bil. Og får projektet tilstrækkelig luft under vingerne, kan flere komme til.

Flere biler. Flere talenter:

»Så længe der sker noget godt for motorsporten, så sker der noget godt for autobranchen,« lyder det håndfast fra Martin Jensen.

Billederne – ovenfor: Tanker om, hvordan egne erfaringer kunne bruges til at trække nye unge til branchen, blev starten på Touringcar Academy. Fv. Morten Hersoug og Martin Jensen. Billedet herunder: Nye DS3’er i støbeskeen.

Bragt i AUTObranchen 04 / 2022