Adam Pade

Adam Pade

Redaktør

Tel. 4848 1788
Mob. 2444 8070
post@adampade.dk

Anita Bjerring Rasmussen

Anita Bjerring Rasmussen

Annoncering

Tel. 5117 1424
ar@mediapunktet.dk

Her hersker kompromisløsheden

7. aug. 2023

Kompromisløshed og en uopslidelig tålmodighed er lige så vigtige værktøjer som svejseapparatet og skruenøglen. Kom med indenfor hos CH-Classic.

Der er ikke noget projekt, der er håbløst – uanset hvor håbløst det ser ud. Tværtimod kan han se muligheder overalt.

Carsten Hedegaard (47) valgte i 2014 at sige sit job som værkfører for et pladeværksted hos en større bilforhandler op for at hengive sig til sin lidenskab på fuld tid: At istandsætte klassiske biler. Det foregik først hjemmefra, men kunderne blev mange, og han og hustruen Heidi måtte beslutte, om de skulle afvikle forretningen – eller udvikle den. Det blev til det sidste. I 2015 erhvervede de byggeriet i Brammings udkant, supplerede med en ny værkstedsbygning og flyttede herud i 2017. ”De” – for Heidi fulgte også sin egen lidenskab og åbnede en butik med brugskunst kombineret med en café; pladsen var der jo. Hun bestyrer desuden løn og bogholderi.

Skønsomt udvalg
Vi er kommet indenfor hos CH-Classic i Bramming, hvor her hænger et skønsomt udvalg af amerikanske og europæiske klassikere på liftene. Her restaureres, bygges om og repareres. Amerikanerbilerne er i klart flertal, men Carsten Hedegaard nærer ingen fordomme. I øjeblikket arbejdes på alt lige fra en Volvo 240, 1991 til et uhyre sjældent eksemplar af det italienske folkevognsrugbrød, en Alfa Romeo F12 fra 1973. Bilerne stammer typisk fra 1950’erne og frem; »man brænder jo for de biler, man voksede op med, og som man havde billeder af hjemme på væggen.«

Carsten Hedegaard lægger ikke skjul på sin lidenskab, som han har næret, siden han som helt lille kom i faderens autoværksted. Han kan have svært ved at gå fra værkstedet om aftenen, han kan drømme om biler om natten – og ligge søvnløs over nok at valgt en forsvarlig løsning på et problem, men som bare ikke er rigtig. Hvorpå han den følgende dag laver løsningen om.

Udlært pladesmed
Hans far arbejdede ihærdigt på at skubbe ham henimod et andet uddannelsesvalg end automekaniker (vi er tilbage ved tiden efter Kartoffelkuren i 1987), men kom ikke længere til, end at sønnen valgte at gå i lære som pladesmed. »Jeg havde et fantastisk lærested, og så stod mine stjerner åbenbart rigtigt,« siger han selv om vejen frem til, hvor han er i dag.

Et restaureringsprojekt – der kan vare fra halvandet til op imod fire år – bliver indledt med nogle meget lange snakke med kunderne: Hvor vil de hen med deres projekt? Skal bilen indgå i en udstilling? Bruges til træf? Eller måske ligefrem være en dagligbil? Er endemålet en pinligt nøjagtig restaurering, eller skal der bygges om eller modificeres?

Skal være en god oplevelse
»Det er helt afgørende, at kunden og jeg finder frem til noget, vi begge kan være i – på den ene side tæller min faglige stolthed, på den anden kundens økonomi og ambition. Det skal være en god oplevelse for begge parter,« understreger Carsten Hedegaard.

Målet er altså vigtigt. Skønnest er det at se bilerne på vejene. Men det er træls, hvis bilerne er så perfekte, at ejerne alligevel ikke nænner at bruge dem – måske med risiko for en regnbyge og hårdt arbejde med at rengøre bilen bagefter. »Så skulle vi have været et andet sted hen med restaureringen,« konstaterer Carsten Hedegaard.

Fremstiller selv
Gennem årene har han opbygget et solidt netværk af plade- og reservedelsleverandører rundt omkring i verden – bygget på gensidig tillid. Men er eksempelvis pladedele uopdrivelige, så fremstiller han dem selv – og dét med en nøjagtighed, der også forudsætter den »uopslidelige tålmodighed«, der sammen med passionen er vigtige værktøjer til at nå i mål.

Her er i dialog med kunderne undervejs. Idet her hverken arbejdes med deadlines eller budgetter (det er der ingen, der vinder ved), fakturerer han sine kunder månedligt og orienterer dem om sagens fremme. Og kunderne er også til enhver tid velkomne her; det øger forståelsen for både arbejdet og den pris, det koster.

Kundegrundlaget? Det er bredt: Fra helt unge mennesker til mærkeentusiaster og samlere, mænd og kvinder – sand lidenskab diskriminerer hverken alder eller køn.

CH-Classic tager gerne imod besøg af grupper med henblik på omvisning. Se kontaktoplysninger på ch-classic.com.

Billedet ovenfor: Carsten Hedegaard med sin egen Chevrolet C10, 1962. Se flere billeder i bladet!

AUTObranchen, august 2023