Adam Pade

Adam Pade

Redaktør

Tel. 4848 1788
Mob. 2444 8070
post@adampade.dk

Anita Bjerring Rasmussen

Anita Bjerring Rasmussen

Annoncering

Tel. 5117 1424
ar@mediapunktet.dk

Frie værksteder har vundet markedsandele

12. apr. 2023

– Og står til at vinde endnu flere, tyder seneste markedsanalyse fra Dansk Bilbrancheråd på.

To procentpoint. Så stor en markedsandel har de frie værksteder fravristet mærkeværkstederne i 2022 i forhold til 2020. Og yderligere forventer stadig flere bilejere at benytte et frit værksted frem for et mærkeværksted næste gang, de skal have deres bil på værksted.

Dansk Bilbrancheråd har hvert andet år siden 2014 bedt analyseinstituttet Epinion om at tage temperaturen på service- og reparationsmarkedet.

I 2022 valgte 47 procent af de forbrugere, der får serviceret deres bil samme sted fra gang til gang, et frit værksted mod 45 procent i 2020. Omvendt valgte 53 procent i 2022 mod 55 procent i 2020 et mærkeværksted.

Tv.: Samlede markedsandele, frie værksteder. Th.: Andelen af adspurgte, der forventer at anvende et frit værksted ved næste værkstedsbesøg. Kilde: Epinion.

Venter yderligere fremgang
Bliver forbrugerne spurgt, hvor de forventer at få serviceret deres bil næste gang, tegnes billedet af yderligere en markedsfremgang på to procent.

Analysen antyder desuden, at bilejerne er blevet en kende mere loyale over for deres værksted. 81 procent af forbrugerne valgte det samme værksted fra gang til gang i 2022, mens det tilsvarende tal var 77 procent i 2020.

Som noget nyt i den seneste analyse er den vigtigste årsag til at vælge et frit værksted, at det er billigere. Hidtil har personlig service toppet som årsag. I 2022 angav 59 procent af forbrugerne prisen som den vigtigste årsag mod bare 50 procent i 2020. Samtidig angav 48 procent af forbrugerne den personlige service som vigtigste årsag i 2022 mod 56 procent i 2020.

Serviceaftaler betyder noget
Og så er det værd at notere, at for de bilejere, der vælger et mærkeværksted frem for et frit, betyder tilkøbet af en serviceaftale hos mærkeværkstedet stadig mere. 22 procent af de bilejere, der vælger et mærkeværksted, angiver serviceaftalen som årsag, og det tal har været stødt stigende, siden bilejerne blev spurgt herom første gang i 2018. Generelt er de vigtigste grunde til at vælge et mærkeværksted, at det er her, man har købt bilen, og man har mest tillid til mærkeværkstedet. Lige dette tal falder beskedent fra 45 procent i 2020 til 44 procent i 2022.

Det er også værd at notere, at de frie værksteder vinder ind på mærkeværkstederne, når det gælder service af biler købt som nye: Fra 2018 frem til 2022 steg denne markedsandel hos de frie værksteder fra 27 til 34 procent.

I Dansk Bilbrancheråd har resultaterne været modtaget med tilfredshed.

»Analysen taler sit klare sprog – forbrugerne får i stigende grad øjnene op for fordelene ved de frie værksteder,« lyder det fra direktør Erik S. Rasmussen.

»Nogle forbrugere har låst sig selv med dyre serviceaftaler hos mærkerne, men når bilejerne selv kan bestemme, så benytter flere og flere sig af de frie værksteder. Her er servicen høj, mens prisen er lav, og når bilejerne først har oplevet dette, så er det naturligt, at de forbliver hos sit lokale frie værksted og derfor også får udført næste service eller reparation her.«

Analysen er foretaget i januar 2023 på baggrund af mellem 900 til godt 1.000 besvarelser blandt danske bilejere.