”Du skal lære at høvle!” lød det fra lærersvenden. Og så høvlede Erhardt Nielsen en tospænderstang ud af birketræ – med en håndhøvl.
Dette er historien om et svundent håndværk og et levet liv. Om at være lærling i mellemkrigsårene. Om at prøve kræfter med at bygge biler frem for vogne. Og om hvordan et helt fag nu er så godt som forsvundet – og oftest omfatter højt specialiserede karrosseri- og opbyggervirksomheder.
Vi sidder bænket omkring kaffen i huset på Holbækvej tæt ved Sorøs centrum. Her bor Annette B. Nielsen, 77 år og datter af karetmager Erhardt Nielsen, 1906-1996.
»Jeg forsøger at finde relevante aftagere til værktøj, tegninger og andre effekter, som min far efterlod sig ved sin død i 1996. Derfor henvendte jeg til mig til SKAD, der heldigvis tog imod en del,« fortæller Annette B. Nielsen.
Som svend igennem hele livet var det nu ikke SKAD, Erhardt var medlem af. Det var i stedet Dansk Karetmager- og Karosseriforbund, hvis fagemblem i guld han modtog efter 43 års medlemskab i 1973.
Måske ikke mindst i landdistrikterne havde det tidligere stor betydning, at rutebilerne kunne medbringe gods. På dette Bedford-chassis, 1938, er opbygget et karrosseri med tagbagebærer, et lukket rum bagpå og nederst endnu et rum til det lovpligtige reservehjul.
I tre generationer
Erhardts far byggede køretøjer. Og lige så hans far før ham. Familien drev deres virksomhed i Odsherred – i egnen omkring Asnæs. Erhardt gik i lære hos sin far i 1925, og det var her, læresvenden, Jens Poulsen, hundsede rundt med Erhardt – men en dygtig karetmager; det blev Erhardt. Foruden de lange arbejdsdage fulgte skolen; to dage om ugen i tiden 19.00-22.00. Skolen i Asnæs var endnu ikke bygget, så undervisningen foregik i et koldt, vådt kælderlokale under en maskinfabrik: »Vi sad på høje stole, så vi slap for at sidde med fødderne i vandet på gulvet,« forklarer Erhardt Nielsen i et båndet interview, som forbundet foranstaltede ved hans pensionering. Noget svendestykke var dengang ikke fornødent, og et svendebrev fik Erhardt aldrig udstedt. I hans gemmer har Annette B. Nielsen fundet et antal præcise, smukt udførte tegninger, der siden er blevet overdraget til Odsherred Lokalarkiv. En velgennemført skoletid og formentlig tegningerne indbragte ham både en flidspræmie og en førstepræmie.
I 1928 fik Erhardt og hans far den vanvittige idé at bygge en bil – det vil sige udføre et karrosseri oven på et vognchassis. Det tabte familien naturligvis penge på, men fortsatte ikke desto mindre. Stædigheden sikrede Odsherred Karosserifabrik sin fremtid. Fabrikken lukkede så sent som i 2003.
I 1956 lanceredes Volvo Amazon. Designelementer herfra gik igen i busserne fra Sorø. Her en opbygning på et Volvo-chassis af typen B57 leveret til vognmand Hans Jørgensen i 1966 eller 1967.
Så langt som til Sorø
Erhardt nærede udlængsel – en udlængsel, der førte ham så langt som til Sorø. For her var de allerede i gang med vognkarrosser. Odsherreds produktion af en syv personers hyrevogn til vognmand Poul Dandanell blev adgangsbilletten til en ansættelse i 1930. Her blev Erhardt helt frem til 1973. Det var 10 år før, Sorø Karosserifabrik lukkede, ligesom det skete for snesevis af lignende fabrikker landet over – ingen by med respekt for sig selv uden en karrosserifabrik.
»Far fik hurtigt sit eget speciale. I kælderen under virksomhedens bygninger i Boldhusgade her i Sorø skar og bøjede han ruder til busserne; et arbejde, der krævede en sikker hånd, for der var tale om dyrt materiale. Hans kollega, Ejnar, var venstrehåndet, og det passede jo som fod i hose, når de skulle montere ruderne,« fortæller Annette B. Nielsen.
Det var travle år – dér i Sorø.
»Sorø Karosserifabrik specialiserede sig i busser – både rutebiler og turistbusser. Især de sidste gav travlhed, fordi der var pres på leveringerne ved turistsæsonens start. Der kunne godt være arbejdsdage fra kl. 06.00 om morgenen til kl. 23.00 om aftenen,« husker Annette B. Nielsen.
En Sorø-signatur: Sorø Karrosserifabriks eget bud på design og fremstilling af et karrosseri på et såkaldt bulldog-chassis. Leveret til vognmand Max J. Madsen, 1953.
Tyskerarbejdet
Under krigen overtog tyskerne fabrikken, så den tyske værnemagt kunne få repareret og vedligeholdt sine køretøjer: »De havde vel næppe andet valg end at arbejde for tyskerne,« noterer Annette B. Nielsen, mens Erhardt Nielsen på båndet husker, at lokalbefolkningen betegnede arbejdet for tyskerne som noget ”fjolleri”.
Efterkrigstiden var mere præget af reparation og ombygninger end af fremstilling af nye køretøjer på grund af importbegrænsningerne. Ifølge Jens Birchs bog, ”Busserne fra Sorø” fra 2016, blev der importeret, hvad Direktoratet for Vareforsyning kunne bevilge af valuta. Det betød chassis’er fra utraditionelle leverandører som Citroën eller Isobloc fra Frankrig eller Diamond, Studebaker eller Chevrolet fra USA.
Huset på Holbækvej blev opført af Erhardt i 1939. Og her boede hendes mor, indtil Annette efter dennes død fik mulighed for at overtage det. Selv blev hun uddannet som teknisk assistent.
Oh – ja, hvad er en tospænderstang? Jo, det er den, der løber mellem to heste i et tospand, også benævnt tospænder.
Tak for lån af billeder til forlaget J-Bog og til forfatteren af “Busserne fra Sorø”, udgivet i 2016.
Annette B. Nielsen i sin fars værksted, der næsten står, som da han døde i 1996. Nu forsøger hun at finde relevante aftagere til værktøj, tegninger og andre effekter.
SORØ KAROSSERIFABRIK
1918-1983. Grundlagt af Christian Andreasen som smedeværksted i Pedersborg ved Sorø i 1883. Specialiserede sig med tiden i buskarrosserier, men udførte også lastbilopbygninger og opbyggede tidligt ekspertise i hydraulik. Var Folkevognsforhandler fra 1948 frem til lukningen i 1983.
Bogen ”Busserne fra Sorø” kan endnu købes hos boghandleren eller via netboghandler som for eksempel saxo.com.