Adam Pade

Adam Pade

Redaktør

Tel. 4848 1788
Mob. 2444 8070
post@adampade.dk

Anita Bjerring Rasmussen

Anita Bjerring Rasmussen

Annoncering

Tel. 5117 1424
ar@mediapunktet.dk

EFTERMARKEDET MENER: Tid til realisme

30. sep. 2020

EFTERMARKEDET MENER: Bilkommissionens rapport om veje til en grøn bilbeskatning glæder ved sin realitetssans og skuffer ved et manglende opgør med den værdibaserede afgift. AUTObranchen 02 2020

Eldrup-rapporten om veje til en grøn bilbeskatning trækker en del af luften ud af de mange opsendte balloner om en markant forcering af udskiftningen af den danske bilpark.

Det lettede.

Men titlen – ”Veje til en grøn bilbeskatning” – havde nok skabt forventninger om en mere gennemgribende reform af den forkætrede, danske afgiftsstruktur; en struktur, der i generationer har været et sandt patchworktæppe af satser og fradrag og tillæg. Vist lægger rapporten op til en vis forenkling. Men afgiftsberegningen med udgangspunkt i bilens værdi gøres der ikke op med, og det skuffer. Det er muligt, værdiprincippet tilgodeser et fordelingsprincip. Men desværre appellerer det også til snyd og fifleri og deraf følgende kontrolbureaukrati.

Man kan til gengæld glæde sig over den pragmatisme – den realitetssans – Bilkommissionen ellers lægger for dagen: Nej, det er for dyrt at forcere den grønne omstilling af personbiltransporten for voldsomt set i forhold til miljøgevinsten derved – både for samfundet og for den enkelte bilejer.

Satsningen på nul- og lavemissionsbiler er miljømæssigt set rigtig. Der er bare så meget andet, der hører med – så mange andre hensyn, man bør åbne sine øjne for.

I Bilkommissionens anden delrapport, der ventes ved årsskiftet, kan vi vente bud på, hvordan vi bedst sikrer en tilstrækkelig ladeinfrastruktur og elforsyning under omstillingen af bilparken. Men også andre aspekter må ind i overvejelserne: Vi peger på endnu manglende lovgivning om såvel de sikkerhedsmæssige, som de miljø- og arbejdsmiljømæssige sider af håndteringen af nul- og lavemissionsbiler – ved almindelig vedligehold på værkstederne, ved skader ude på vejene, ved transport og ved håndtering hos pladeværkstederne og autogenbrugerne. Det er vigtigt at få på plads i takt med udbredelsen af de alternative drivmidler.

Med udgangspunkt i denne første delrapport føler vi os imidlertid betrygget i, at den grønne omstilling får præg af en evolution frem for en revolution. Det giver værkstederne mulighed for teknologisk tilpasning, ligesom brugtbil- og reservedelsmarkedet ikke forvrides.

Nu er vores største ønske bare – ganske som Bilkommissionen anbefaler – at få skabt ro på både kort og langt sigt om både afgifter og udgifter. Det er tusindvis af virksomhedsejere og medarbejdere, der holdes som gidsler, mens politikerne forhandler.

Skynd jer … Men forhast jer ikke.