Adam Pade

Adam Pade

Redaktør

Tel. 4848 1788
Mob. 2444 8070
post@adampade.dk

Anita Bjerring Rasmussen

Anita Bjerring Rasmussen

Annoncering

Tel. 5117 1424
ar@mediapunktet.dk

Eftermarkedet mener: Et uskønt forløb

2. aug. 2020

Så blev den vedtaget – den nye synslov, der skal indføre EU’s nye typegodkendelsesforordning, som træder i kraft 1. september.

Forud er passeret et uskønt forløb, der indledningsvis ikke tjente til ære for ministerium eller myndigheder. En halstarrig Færdselsstyrelse holdt fra starten på sit og udelukkede aldeles at mildne luften for den danske opbyggerbranche ved at udnytte forordningens mulighed for lempeligere regler for nationale godkendelser. En stædig minister, der helt åbenbart havde svært ved at leve sig ind i den virkelighed, der er branchens.

Hensyn til dansk håndværks høje stade – eller til, at Danmark ikke er et bilproducerende land – talte ikke.

Undervejs har det også føget med diverse ministerielle formodninger og uklarheder – uklarheder, der selv efter lovens vedtagelse ikke er ryddet af vejen, og som har vakt Folketingets mishag. Et positivt indspil fra branchen – et visionspapir – blev først ignoreret, siden draget i tvivl.

Branchen var ellers klar i stemmen: Ville styrelse og ministerium ikke lytte, kunne det meget vel være slut med den danske opbyggertradition, idet erhvervet ville blive påført så store omkostninger til dokumentation og kontrol, at kunderne – vognmændene – måtte opgive at købe ind i Danmark. Hundredvis af arbejdspladser og faglig kunnen ville gå tabt.

I starten af året vendte stemningen. Færdselsstyrelsen etablerede dialoggrupper for hver af de køretøjstyper, der berøres af de nye regler, og sent i forløbet kom styrelsen med ud i marken og beså, hvad og hvem de var ved at lave lovgivning om og til.

Den vedtagne synslov ligner ikke den, der oprindelig blev fremsat. For det første rummer den overgangsregler, så den først til fulde træder i kraft 1. januar 2022. For det andet giver den mulighed for, at branchen – og dens kunder – kan få medindflydelse på, hvordan loven skal udmøntes. Det tegner positivt – men betyder også, at branchen endnu har store opgaver foran sig.

Man kan undre sig over – ja, beklage – at det har været nødvendigt at tale med SÅ store bogstaver i en sag som denne, der vel næppe kan have nogen værdipolitisk betydning for regeringen. Forhåbentlig skyldes det blot manglende, praktisk indsigt; en mangel, som styrelse og branche nu har halvandet år til at rette op på i fællesskab, så vi kan fastholde vores fine tradition for at opbygge skræddersyede løsninger til landets vognmænd.

AUTObranchen, 04 / 2020