Adam Pade

Adam Pade

Redaktør

Tel. 4848 1788
Mob. 2444 8070
post@adampade.dk

Anita Bjerring Rasmussen

Anita Bjerring Rasmussen

Annoncering

Tel. 5117 1424
ar@mediapunktet.dk

Din Bilpartner: “Styrken ved at stå sammen”

27. apr. 2021

Det er tre år siden, at Din Bilpartner på baggrund af medlemmernes input og ønsker lagde en helt ny strategi. Her tre år efter gør kæden status og kan konstatere, det kan betale sig at stå sammen.

 

Din Bilpartner i Stadil med Din Bilpartners nyeste facadedesign.

 

”Det vigtigste er, at vi holder snuden i sporet, og at der er en klar strategi og målsætning. Vi har en strategi, vi kører efter, og der er ingen slinger i valsen, og det kan jeg godt lide. For eksempel SKAL vi på kurser. Det jeg selv været med til at indføre, så jeg bifalder den stil,” siger Mads Holm, fra Din Bilpartner Stadil, der også er med i kædens bestyrelse.

Han henviser til strategien, der blev vedtaget på Din Bilpartners landsmøde i 2018 baseret på medlemmernes ønsker fra året før. Der var tre hovedpunkter i den nye strategi. Først og fremmest en mere retailorienteret tilgang og ensartet identitet både visuelt og i form af det nye pay-off ’hurtigt videre. Desuden en relancering af kvalitetsprogrammet ’Den Høje Standard’, der er en intern certificering. Endelig fokus på slutkunden og den digitale rejse, blandt andet med nyt online booking program, der er ens for alle.

Kunderne ved, hvad de får
Mads Holm har været med fra start af, fordi Din Bilpartner bedst afspejler de værdier, han selv står for. Gennem ni år er der sket en del i kæderegi, som han vurderer med både naturlig skepsis og en god portion selvironi:

”Vi er 150 individer, der alle tror, vi er verdensmænd, men der en samlet plan for alle værksteder, og der bliver ikke gjort forskel, som jeg ser i andre kæder. Vi har rykket helt vildt, siden vi fik en ny og drøndygtig kædechef, der har turde stå fast på, at vi skal være ensartede og håndhæve den høje standard. Og der bliver fulgt op af kædekonsulenterne”.

Mads Holm fremhæver systematisering, et stærkt setup samt kædens størrelse som nogle af fordelene ved at være medlem. Den største er dog synligheden over for kunderne.

MADS HOLM, Din Bilpartner Stadil: ”For kunderne giver det tryghed, at vi er en kæde. Om de kan lide vores reklamer eller ej, giver de synlighed og synergi. Når du besøger en kæde, ved du, hvad du får. Det gælder både supermarkeder, restauranter og værksteder.”

 

”For kunderne giver det tryghed, at vi er en kæde. Om de kan lide vores reklamer eller ej, giver de synlighed og synergi. Når du besøger en kæde, ved du, hvad du får. Det gælder både supermarkeder, restauranter og værksteder. Vores mærkekolleger bliver også pålagt diverse, så det skal vi også. Vi har styr, på hvor vi skal hen, og alle nye medlemmer ved, hvad der skal se, inden de kommer indenfor,” siger Mads Holm.

Alle vinder ved samme identitet
En af de medlemmer, der kender en del til mærkebranchen, er Per Kristensen fra Din Bilpartner Asnæs, der også ejer et mærkeværksted. I Asnæs var det behov for både bilsalg og værksted for alle bilmærker, og især den synergi der er mellem at kunne tilbyde kunderne såvel salg som vedligeholdelse af biler. Synergi var også et fokus, da navnet blev valgt for et års tid siden.

”Jeg var ikke i tvivl, om vi skulle være medlem af en kæde på grund af erfaringsdeling, kursusudbud, online booking, fælles markedsføring og så videre. Jeg vidste også, hvad vi ville signalere, og Din Bilpartners udtryk og facadestrategi underbygge den fornemmelse af kvalitet jeg ønskede, at vi udtrykker. Der må ikke gå Per og Pouls værksted i den, og derfor tog vi også navnet Din Bilpartner Asnæs fra start af. Vi kommer alle længere af at fremstå som en samlet kæde,” fastslår Per Kristensen.

Han bliver bakket op af Kim Fredborg fra Dronninglund, der oprindeligt valgte at blive en del af Din Bilpartner på grund af værdierne, men i dag i høj grad også har fokus mod forbrugerne:

KIM FREDBORG, Dronninglund: “Når du ser Føtex og Lidl, ved du godt, hvad forskellen er. Jo mere vi fremstår ens, jo mere tydeligt bliver det for forbrugerne, hvem vi er, og hvad vi står for.”

 

”Jeg er fuldblods helt ind i hjertet, hvad angår konceptet Din Bilpartner, fordi vi har styr på vores folk, værktøj, lånebiler, miljøet og alt det, der er et kvalitetsstempel over for forbrugerne. Det kunne jeg se fra start af. Efterfølgende har jeg tænkt mere over brandingen”, siger Kim Fredborg og uddyber:

”Når du ser Føtex og Lidl, ved du godt, hvad forskellen er. Jo mere vi fremstår ens, jo mere tydeligt bliver det for forbrugerne, hvem vi er, og hvad vi står for. Den fælles markedsføring og ensartede facader løfter os op på et højere niveau, end jeg nogensinde kunne opnå som Kims Auto. Derfor er det også vigtigt, at vi alle føler stolthed og bidrager. Det vinder vi kun ved”.

Din Bilpartner Dronninglund mærkede for nyligt gevinsten ved det stærke brand, da de havde behov for nye medarbejdere. Flere ansøgere fremhævede kæden som attraktiv at arbejde for, og det er uvurderligt i en branche, hvor gode folk mildt sagt ikke hænger på træerne.

Alle skal bidrage til festen
Som mange andre værkstedsindehavere tænker Kim Fredborg meget over branchens udvikling og har som tidligere Volvo-specialist en klar holdning til, hvad der er vigtigt for et professionelt værksted, der ønsker at servicere alle bilmærker.

”Jeg er knap 50 og har lavet biler i 30 år. Alt har ændret sig undervejs, og det er svært at spå om fremtiden, men jeg tror, de små værksteder får det svært, fordi ingen kender dem. Kunderne køber det bilmærke, de har tillid til, og sådan er det også med det værksted, de vælger. Derfor skal vi have det bedste, og hvis alle gæster ønsker en god fest, så bliver det en god fest”.

Den lille skjulte opsang til alle, der ønsker at være med i en kæde, handler lige så meget om selvindsigt, for Kim Fredborg kender alt til at have en travl hverdag:

”Mit hoved er begravet i drift, og jeg glemmer at se op. Hvis jeg ikke var med i kæde, fik jeg aldrig gjort det, der skal til, fordi ingen fik hevet mig med. Som indehavere står vi forskellige steder. De nye og unge har så travlt, at de måske glemmer at sikre sig for fremtiden. Det kan være svært at smide penge efter for eksempel en ny facade, men vi er alle nødt til at investere for at stå stærkt i fremtiden”.

Den høje standard gælder ALT
For Din Bilpartner Skive har valget om facade ikke været så ligetil, fordi lokalerne er lejede. Derfor blev det en light model. Men for indehaver Kasper Søndergaard handler den fælles identitet om andet og mere end skiltning.

”Som medlemmer har vi hver vores firma og pengepung, og jeg er en af dem, der ikke har investeret i den dyreste facade, men jeg går så ekstremt meget op i, at her ser pænt ud. Ukrudt, dæk og rod hører ikke til udenfor, og indenfor skal der ikke være beskidt. Vi skal være kendt for den høje standard på alle punkter og ikke kun fagligt,” mener Kasper Søndergaard og fortsætter:

”Jeg er fra en generation, hvor vi synes, der skal ske noget, og vi er et kæmpestort flertal, der vil samme vej. Jeg kan rigtig godt lide, at der er fælles fodslag, og hvis nogen ikke følger strategien og holder den høje standard, hører de ikke til i Din Bilpartner”.

KASPER SØNDERGAARD, Din Bilpartner Skive: “I dag ville jeg ikke undvære kædesamarbejdet. Det er fedt, der står 150 kolleger klar til at hjælpe, hvis vi skriver i vores Facebook-gruppe om for eksempel fejlfinding. I stedet for selv at skulle lede i timevis, får vi hjælp med det samme”.

 

Kolleger frem for konkurrenter i kæden
Til trods for den bestemte udmelding er Kasper Søndergaard en af de indehavere, der dyrker og værdsætter det relationelle i særdeles høj grad:

”I kæden er selv værksteder, der ligger tæt, ikke konkurrenter men kolleger og låner specialværktøj af hinanden. I dag ville jeg ikke undvære kædesamarbejdet. Det er fedt, der står 150 kolleger klar til at hjælpe, hvis vi skriver i vores Facebook-gruppe om for eksempel fejlfinding. I stedet for selv at skulle lede i timevis, får vi hjælp med det samme”.

Kasper Søndergaard kender mekanikere, der enten kun er sig selv eller er medlem af en anden kæde, der slet ikke yder den hjælp, han synes kendetegner hans egen kæde, hvor der er masser af sparring med både kædekonsulent og andre medlemmer. Heraf er flere blevet så tætte allierede, at der indimellem bliver talt videre over en god bøf og en flaske rødvin.

”Ting udvikler sig over tid. Sådan er det også at være med i en kæde. I starten havde vi det oprindelige navn KS Autoservice bundet bag på kædenavnet. I dag har vi sluppet det og hedder nu kun Din Bilpartner. Det har gjort os meget mere synlige, fordi kæden selvfølgelig ikke reklamere for vores individuelle men vores fælles navn, så vi sammen står stærkere”.

– Af Kristine Krebs

 

JAKOB KNUDSEN tiltrådte som kædechef for Din Bilpartner i 2017. Det gik hurtigt stærkt med at udvikle en ny strategi for kæden i tæt samspil med kædemedlemmerne. Fra stilstand til fremgang Da den nuværende kædechef Jakob Knudsen kom til i sommeren 2017, var der ikke nogen egentlig plan eller strategi for kæden. Medlemmerne kom med input til landsmødet samme efterår, hvor flere store temaer var til debat og afstemning. Alt blev samlet, og en strategi for 2018 – 2021 blev fremlagt og vedtaget året efter. Danmarks ældste frie værkstedskæde var klar til fremtiden. På de tre år, der er gået siden, har kæden fået flere medlemmer og oplevet en stødt stigende kendskabsgrad. I dag har Din Bilpartner cirka 150 medlemmer, der som det seneste fælles tiltag tilbyder ’Din Serviceaftale’, der er tilpasset hver kunde. Samlet set oplever kæden kundefremgang og øget aktivitet, især på nettet. Alene fra 2020 til 2021 er antallet af online bookinger steget med 91 procent.