Adam Pade

Adam Pade

Redaktør

Tel. 4848 1788
Mob. 2444 8070
post@adampade.dk

Anita Bjerring Rasmussen

Anita Bjerring Rasmussen

Annoncering

Tel. 5117 1424
ar@mediapunktet.dk

Det er min bil! Nej, det er min! Nej, MIN!

18. jun. 2020

Tilbageholdelsesretten er i mange tilfælde et effektivt værktøj, når kunden ikke betaler. Men det kan også give anledning til grå hår, viser denne sag, som Din Biladvokat har assisteret med.

Af advokat Jesper Juhlin, Dansk Bilbrancheråd

Et værksted havde tilbageholdt en varevogn til sikkerhed for en ubetalt faktura. Indehaveren valgte at køre bilen hjem til opbevaring på sin privatadresse. Adressen lå lidt afsondret, så indehaveren lod nøglerne ligge i bilen.

Nogen tid efter ringede bilejeren og meddelte, at han havde en potentiel køber til bilen, og salgsprovenuet skulle gå til nedbringelse af gælden for værkstedsregningen. I den forbindelse fik bilejeren oplyst, hvor bilen var. Bilen forsvandt kort efter fra adressen, hvorefter det blev konstateret, at bilejeren havde bilen til salg på Den Blå Avis.

Anmeldt som tyveri
Sagen blev anmeldt til politiet som et tyveri. Politiet afviste dette under henvisning til, at man ikke kan stjæle sin egen ejendom. Værkstedet kontaktede Din Biladvokat, der indbragte sagen for fogedretten for at få bilejeren til at udlevere bilen – tilbageholdelsesretten var fastholdt.

Tilbageholdelsesretten ophører, når man udleverer bilen til ejeren, men bilen skal være opbevaret forsvarligt, så ejeren ikke ”bare” kan sætte sig ind, tage nøglen fra handskerummet og køre væk i bilen. Et af spørgsmålene var, om bilen havde været opbevaret utilstrækkeligt, fordi nøglen havde ligget i bilen? Det mente fogedretten ikke i det konkrete tilfælde, ligesom fogedretten afviste bilejerens indsigelser omkring den oprindelige faktura, og værkstedet fik medhold i, at bilejeren skulle tilbagelevere bilen.

Tilbage i fogedretten
Og så skulle alt jo være godt. Men … bilejeren havde – selvfølgelig – hverken bil eller nøgler med på dagen, trods påbud herom fra Fogedretten, ligesom den nøjagtige placering af bilen heller ikke blev oplyst. Din Biladvokat måtte derfor igen indbringe sagen for fogedretten, denne gang med påstand om reel opfyldelse af fogedrettens første afgørelse. Altså, det skulle skæres helt ud i pap for bilejeren, at han ved den nye fogedforretning skulle medbringe bilen og alle eksemplarer af nøgler.

Det nye fogedretsmøde blev berammet, og … bilejeren udeblev! Denne gang var der heldigvis lidt hjælp af hente fra Fogedretten, som efterlyste bilejeren via politiet. Ved dette tredje fogedbesøg lykkedes det at få en nøgle og en nøjagtig adresse, og værkstedet tog afsted for at hente bilen. Men ak, nøglens kodning passede ikke til bilen.

Umagen værd?
Var det så alt besværet værd? Nej, ikke isoleret set. Bilens værdi overstiger ikke regningen, og i øvrigt må den, der udøver tilbageholdelsesret, som udgangspunkt ikke foretage sig andet, end blot tilbageholde og opbevare bilen. Eftersom bilejeren har klaget over fakturaen føres der i øjeblikket en sag ved retten om netop fakturaens berettigelse, og først når den sag er afsluttet ved vi, om bilen efter udlæg kan sælges til dækning af kravet.

Sagen viser, at der er ret vide rammer for, under hvilke betingelser man kan opretholde sin tilbageholdelsesret, men det at få ret i sidste ende kan være en langsommelig affære. Den viser til gengæld også, at der skal handles hurtigt, hvis en bilejer henter sin bil under en tilbageholdelsesret – ellers kan værkstedet anses som om, at afhentningen accepteres og dermed bortfalder tilbageholdelsesretten.

AUTObranchen 01/2018