Adam Pade

Adam Pade

Redaktør

Tel. 4848 1788
Mob. 2444 8070
post@adampade.dk

Anita Bjerring Rasmussen

Anita Bjerring Rasmussen

Annoncering

Tel. 5117 1424
ar@mediapunktet.dk

CT-scanner i overformat

1. dec. 2023

En køretur igennem en 4,5 meter lang science-fictionagtig tunnel afslører både større skader og småskader, der kan være svære at se med det blotte øje: BCA i Vejle har i tre år haft deres egen digitale inspektør.

Inden en bil sættes på auktion – eller for eksempel skal checkes efter en endt leasingperiode – bliver den omhyggeligt gennemgået for småskader: Ridser, buler, dækslid og andet, der kan have betydning for prissætningen. Inspektionen foretages af kompetente folk med en veludviklet sans for, hvad de skal kigge efter, tegner en lille cirkel omkring det ømme sted og tager et billede.

Sådan foregår det stadig hos BCA Auto Auktion i Vejle. Men igennem de seneste tre år har BCA haft digital assistance af en franskudviklet ProovStation, der scanner bilen fra alle vinkler, registrerer skaderne, måler på dækkets tilstand og printer til slut et billede ud med markeringer af skaderne – tilmed på en måde, hvor man kan se, hvor på bilen skaden er fundet. Scanneren er programmeret med data hentet over alt i verden.

Bulescannerens rapport bliver knyttet til det stamkort, der følger bilen fra ankomst til salg og kan hjælpe med sælgers faktureringsgrundlag.

Syv biler i timen
»Samlet set inspicerer vi 150 biler om dagen. Heraf omkring de 25 i bulescanneren,« fortæller salgsdirektør Kristian Mach Kristensen. »Vi kan køre syv biler igennem i timen – inklusive det obligatoriske ”beauty-shot” og anden håndtering, inden bilerne uploades på hjemmesiden.«

Idet bilen køres ind i den 4,5 meter lange tunnel (med op til 10 km/t), aktiveres belysningen og de 10 4K-kameraer, og en bro spejler bilen med ”zebrastriber”. Når striberne ikke står helt lige, så skyldes det fordybninger i laklaget og dermed forekomst af prikbuler. Kameraerne klarer de mere oplagte ridser. Zebraskind anvendes i øvrigt også ved manuel inspektion.

Dækscanningen bygger på 16 magnetiske sensorer og måler dækslidet tre steder på dækket samt uens slid.

Kristian Mach Kristensen beretter, at der har været en vis indkøringsperiode.

Ekstremt fintfølende
»Scanneren er så fintfølende, at vi har arbejdet en del med at kalibrere den til en vis bagatelgrænse for ikke at få for mange og for overflødige data med. Men fintfølende er den stadig og har for eksempel kunnet afsløre, at en Polestar var monteret med tre stk. 19”- og et stk. 20”-hjul,« fortæller han og uddyber:

»Vores mål med at anvende scanneren er at sælge så ærlige biler som muligt – men uden 200 billeder hver gang, der måske ikke har værdi for så mange – for eksempel et billede af en søm, der er sprunget i et sædebetræk.«

Det er tanken, at scanneren med tiden skal overtage et stigende antal biler. For selv om en faglært nok skal stå for ansvaret for driften af den, kan den daglige betjening klares af servicemedarbejdere. Dermed udbygger BCA sin kapacitet.

I Skandinavien findes scanneren – der nærmest minder om hospitalernes store CT-scannere – kun hos BCA i Sverige og Danmark.

BCA Auto Auktion blev grundlagt i England i 1946. I Danmark har BCA et gennemløb af 45.000 biler om året på den 105.000 kvadratmeter store compound tæt ved E45. Auktionshuset tager sig af alle led lige fra rådgivning til afhentning, inspektion, klargøring, salg og eksport.