Adam Pade

Adam Pade

Redaktør

Tel. 4848 1788
Mob. 2444 8070
post@adampade.dk

Anita Bjerring Rasmussen

Anita Bjerring Rasmussen

Annoncering

Tel. 5117 1424
ar@mediapunktet.dk

Trailere koster menneskeliv

30. sep. 2020

42 mennesker har mistet livet over de seneste 10 år i ulykker, der involverer trailere. Det bliver nu en sag for Færdselssikkerhedskommissionen at se på.

Foto venligst udlånt af Dækmagasinet

Utilstrækkelige synsregler kan koste menneskeliv. Det er i alt korthed konklusionen på den undersøgelse om trailere, som SMVdanmark offentliggjorde i sommer. Undersøgelsen har set på færdselsuheld 10 år tilbage i tiden – i perioden 2009-2018 – og konstaterer, at trailere var involveret i 1.873 uheld. Af dem fik altså 42 ulykker dødelig udgang. I samme periode er 37 cyklister blevet dræbt af lastbiler i højresvingsulykker.

Interessen samler sig om de tunge trailere, der kan have en totalvægt på over 750 kilo, og som skal være forsynet med selvstændige bremsesystemer. Disse trailere skal aldrig synes. Analysen afslører tilmed, at trailerne er gamle; hele 187.808 af dem er over 30 år gamle. Ses der på alderen i gennemsnit, viser det, at 533.891 trailere er ældre end 15 år.

Modsætningsvis konkluderer analysen også, at de såkaldte Tempo 100-trailere – der skal synes som en af betingelserne for, at de må trækkes med 100 kilometer i timen – aldrig har været involveret i ulykker.

Hul i loven
Konklusionen synes ligetil: Der bør indføres en form for lovpligtigt syn, der kan være med til at sikre, at de tungere trailere med påhængsbremser ikke blot henstår bag en carport i årevis for så pludselig at blive taget brug uden den fjerneste sikkerhed for, at bremserne virker. Trailerne skal ganske vist være indregistreret, men afgiften er lav, konstateres det i analysen.

Sagen har været rejst over for transportminister Benny Engelbrecht, der i nogen grad har vist forståelse for, hvad der ligner hul i den danske lovgivning om trafiksikkerhed. Han har nu bedt Færdselssikkerhedskommissionen om at tage sagen op. Dens opgave er netop at komme med forslag til, hvordan antallet af trafikulykker kan nedbringes.

SMVdanmark har også set på, hvornår ulykkerne især sker. Det gør de – måske ikke overraskende – i sommerperioden, ligesom kurven viser en vis stigning i efterårsferien i oktober. Ses der på tallene over 10 år, sker der 47 procent flere ulykker med trailere i juli måned end i resten af året.

Sagen om de halvfarlige trailere blev i sin tid rejst af et medlem af Dansk Bilbrancheråd under et repræsentantskabsmøde. Rådet valgte at tage sagen op sammen SMVdanmarks Autoudvalg.

Der omkommer flere, hvor ulykker med trailere er involveret, end ved højresvingsulykker, hvor en lastbil påkører en cyklist.

Bragt i AUTObranchen 05 2020