Adam Pade

Adam Pade

Redaktør

Tel. 4848 1788
Mob. 2444 8070
post@adampade.dk

Anita Bjerring Rasmussen

Anita Bjerring Rasmussen

Annoncering

Tel. 5117 1424
ar@mediapunktet.dk

Med EPX kan du ikke vælge forkert

27. nov. 2024

EFTERMARKEDET MENER • Fra starten har vi bakket op om visionen om en tredje gymnasieretning, der kunne modne og kvalificere unge til at træffe det rigtige uddannelsesvalg. Nu ser EPX ud til at blive en realitet.

Det lyder som den omvendte verden, når regeringen kalder sit uddannelsesudspil fra oktober for ”Flere i gymnasiet”.

Men den er god nok. Rigtig god, endda.

Visionen i en ny, tredje gymnasieretning, den erhvervs- og professionsrettede eksamen (EPX), rammer plet.

EPX bliver en treårig gymnasieuddannelse, der skal give de unge mulighed for at identificere deres egne interesser og talenter – og dét på baggrund af et samvirke med virksomhederne uden for skoleporten. Uddannelsen vil både give adgang til teknisk skole, til professionsuddannelserne – og såmænd også til universiteterne. Som det ser ud nu, vil de unge kunne vælge mellem tre overordnede fag-hovedretninger – alle tre med et erhvervsrettet udgangspunkt. Med udspillets egne ord kan man ikke vælge forkert ved at vælge EPX.

EPX ligner nærmest et columbusæg, idet uddannelsen imødekommer både uddannelsesstatistikken og de unges egne ønsker:

En analyse af de unges uddannelsesvalg viser, at de unge i stigende grad søger gymnasiet efter grundskolen. Ikke nødvendigvis den traditionelle studentereksamen, men derimod de to andre gymnasieretninger: Det tekniske gymnasium (HTX) og handelsgymnasiet (HHX). Begge er de mere erhvervsrettede end det traditionelle gymnasium (STX). Herudover viser statistikken, at EUX så småt vinder stigende tilslutning – i hvert fald i nogle brancher. Altså efterspørger de unge en kombination af teori og praksis.

Når de unge søger gymnasiet, er det begrundet dels i usikkerhed, dels i ønsket om at få lov at være ung sammen med andre unge – altså det højt besungne studiemiljø – frem for korte uddannelsesforløb og ellers praktikophold i virksomhederne. Den mulighed leverer EPX.

Et treårigt gymnasieforløb vil betyde, at de unge er en smule mere modne – og mere afklarede – når de vælger uddannelse, hvilket turde medføre et langt mindre frafald.

– Og finder de vej til en erhvervsuddannelse, vil den videre vej til en læreplads være kortere, når grundforløb 2 bliver kortere.

Uddannelsesudspillet tager livtag med klagerne over, at 10. klasse nedlægges, og at den direkte adgang til teknisk skole bliver vanskeligere. Her står det heldigvis tydeligt, at 10. klasse integreres i EPX’en, og at det stadig er muligt at gå direkte fra 9. klasse til erhvervsuddannelse.

Eneste malurt i bægeret er, at vi skal vente næsten seks år, inden EPX’en bliver en realitet – og dermed ni år, inden vores tekniske skoler kan tage imod de første velmotiverede, uddannelsesparate unge.

Med retten til erhvervspraktik i 8. og 9. klasse, ”juniormesterlære” og forhåbentlig fortsat ”brobygning” mellem folkeskole og teknisk skole er vi nu med EPX kommet et kvantespring videre mod flere faglærte.

 

Bragt i AUTObranchen 06 2024