Adam Pade

Adam Pade

Redaktør

Tel. 4848 1788
Mob. 2444 8070
post@adampade.dk

Anita Bjerring Rasmussen

Anita Bjerring Rasmussen

Annoncering

Tel. 5117 1424
ar@mediapunktet.dk

En elbilbrand behøver ikke at være farlig

5. jun. 2024

PORTRÆT · Udviklingen af en container til skadede eller brændende elbiler har ført ét og andet med sig. Kom med indenfor hos Jøni i Aabybro.

Jan Nyrup Jensen demonstrerer sit EV Firegun, der kan tilføre elbilbatteriet vand som led i brandslukning.

Egentlig nærede han aldrig ambition om at skulle være selvstændig. På den anden side: Der måtte gerne ske noget, og da stedet her kom i økonomisk uføre og var gået i betalingstandsning, greb han chancen sammen med en god kollega og købte det.

»Desuden slap jeg for den lange transporttid til Aalborg,« som begrundelsen også lyder.

Jan Nyrup Jensen (56) overtog smede- og karrosseribygger- og smedevirksomheden Jøni i Aabybro i oktober 2003 sammen med sin kompagnon Jan Villadsen. Hensigten var at drive virksomheden videre i samme spor, men efter nødvendige investeringer i moderne teknologi.

Sådan er det ikke helt gået. For Jan Nyrup Jensen er en opfindsom mand, der kan lide at pusle og konstruere og finde løsninger – gerne i en stilfærdig weekend. Og løsninger er det blevet til – de seneste helt i takt med tiden.

Grundlagt i 1974
Jøni blev grundlagt af Poul Verner Jørgensen og Chr. Nielsen i 1974. Begge er faldet fra nu, men drev en mindre lokal virksomhed, der udførte containere til genbrugspladser og ladopbygninger. En krølle på historien er måske, at Jan Nyrup Jensen i sin tid søgte læreplads netop her – men ikke fik nogen.

I 2003 var portene til Østeuropa allerede åbnet, og det ændrede på sæt og vis spillereglerne for de traditionelle karrosseriopbyggere. Nu gjaldt det specialløsninger, og her hjælper virksomheden sammen med kolleger de danske vognmænd med at være helt foran, når det gælder det skræddersyede opbygninger. Faktisk samarbejder Jøni med flere af dem underleverandør.

For Jøni selv er det ikke mindst blevet til leverancer til entreprenører og til asfaltindustrien; asfaltbaljer, pendellad, aluminiumslad. Asfaltbaljerne kan være forsynet med en Easyroll-presenning, der automatisk og på seks sekunder overdækker ladet, så den varme asfalt ikke bliver afkølet under lægningen. Presenningen er Jønis egen konstruktion. Senest tilkommer et asfaltlad med snegl, der kan anvendes ved asfaltarbejde om vinteren. Containere udført i plast bør heller ikke forbigås: De er særligt egnede til fødevareindustrien. Dels er de nemme at holde rene, dels egner de sig selvsagt fortræffeligt til opbevaring af muslinger i havvand; plast ruster som bekendt ikke.

Udfordringen
Det var just samarbejdet med en kollega, der i 2018 bragte Jan Nyrup Jensen i kontakt med Beredskab Øst: Om han kunne tænke sig at udføre en speciel container, der kunne omslutte en skadet eller ligefrem brændende elbil. Han blev tændt på opgaven og tilpassede en container til døde dyr, herunder forsynede den med sprinkleranlæg, et energen-gasanlæg og studser til tilførsel af vand – alt sammen styret af en separat pumpe.

Dermed var der sat gang i en produktudvikling, Jan Nyrup Jensen måske selv næppe anede rækkevidden af.

Det tænkte jeg lidt over
»Containeren blev vist frem under Danske Beredskabers årsmøde i Odense i 2019, hvor jeg fortalte om den. Den vakte stor interesse, men stødte på den indvending, at den jo skulle transporteres pr. lastbil og derfor ikke ville kunne komme ind i et parkeringsanlæg. Det tænkte jeg så lidt over,« fortæller Jan Nyrup Jensen. Overvejelserne fik yderligere næring af, at en af de store bilimportører spurgte, om det mon var nødvendigt at forsyne hvert eneste værksted med en sådan specialcontainer.

»Det var måske nok at skyde gråspurve med kanoner, men det fik mig til at udtænke en løsning til autobranchen – og til steder, der ikke er tilgængelige med en lastbil. Jeg tog sprinkleranlægget fra containeren og konstruerede et mobilt sprinkleranlæg. Det findes i moduler, så det kan skubbes ind under bilen eller stilles ved siden af bilen – også hvis den står parkeret på et færgedæk tæt på andre biler. Og så kan det bruges ved tunge køretøjer.«

Jøni søgte penge til udvikling af systemet og fik det testet – blandt andet i forbindelse med et projekt, der blev gennemført af DFDS, Molslinjen og Scandlines.

Og det virkede!

Nej, et simpelt sprinkleranlæg er ikke nok til at slukke en brand i en elbil – ikke bare på grund af de høje temperaturer.

Borer ned i batterikassen
»Grunden til, at man siger, at man ikke kan slukke en elbilbrand, er jo effekten af thermal runaway. Det vil sige, at branden breder sig fra én celle til den næste – og næste igen,« forklarer Jan Nyrup Jensen, der også noterer, at batterierne er vandtætte, hvilket selvsagt også medvirker til at gøre en elbilbrand svær at slukke.

Med sprinklersystemet – og den udløste vandtåge – kan der ske den nødvendige skadesbegrænsning. Imens anvendes et EV Firegun, der ikke alene kan bore et hul, men som sprøjter 40 liter vand pr. minut ned i batterikassen. Efter 10 minutter begynder temperaturen at dale. Foreløbig har Jøni afsat 20 af den slags pistoler.

Men faren for udslip af farlige gasser? Flourgas, for eksempel?

»Det er faktisk sådan, at flourgas er vandopløseligt, så gassen reelt ”vaskes ud”. Derfor elimineres faren for farligt udslip undervejs i slukningen.«

En gamechanger?
Jo, systemet kan godt være en gamechanger for Jøni i de kommende år. Derfor har Jøni etableret Jøni Fire Equipment som en selvstændig enhed. Og allerede i dag har Jøni forhandlere i det meste af EU og tilmed på Taiwan. En øjenåbner var det også, da Jan Nyrup Jensen drog på besøg i USA i fjor sammen med Dansk Industri. Også regeringen i Kuala Lumpur har udtrykt interesse: Her har man været parat til helt at forbyde elbiler i p-kældre under de store højhuse.

»Men herudover har vi ikke tænkt så meget over, hvad der kan komme til at ske. Men det kunne være fedt, hvis forretningen giver mulighed for at belønne alle dem, der har bidraget og medvirket til vores opfindelser,« fastslår Jan Nyrup Jensen, der med en vis sindsro kan konstatere, at der ikke længere behøver at være forskel på brandfaren mellem en fossil- og en elbil.

Læskuret
Jøni har valgt ikke at nedskalere virksomhedens øvrige produktion. Herunder ind imellem af et bus-læskur, der har sin egen historie:

»Det blev tegnet af en arkitekt til kommunen, Efter kommunesammenlægningen tog jeg kontakt til den nye Jammerbugt Kommune og fik den nye storkommune som kunde. Siden har vi udviklet på skuret og forsynet det med solceller til belysning. Det er jo langt billigere end at grave elkabler ned, og så er det en mere bæredygtig løsning,« fortæller Jan Nyrup Jensen. Skuret har desuden indbygget lyssensorer, der kun lyser, når der er passagerer, som buschaufføren skal være opmærksom på.

Jøni beskæftiger i alt 11 mand med forskellig faglig baggrund. Jans kompagnon, Jan Villadsen, er uddannet automekaniker, men har alle dage arbejdet som smed.

»Vi har kreative og gode medarbejdere med forskellig faglig baggrund,« nævner Jan Nyrup Jensen som en af grundene til Jønis særlige ”opfinderkultur”.

Jan Nyrup Jensen stammer oprindelig fra det københavnske, men flyttede som 10-årig herover med sine forældre, der begge stammer herfra. Han er ikke ud af håndværkerfamilie, men har altid kunnet lide at bruge sine hænder: »Hellere være en god smed end en dårlig politiker,« som det lyder. Han er gift med Tina, med hvem han har to børn på 26 og 27 år.

Og fritiden?

»Den tilbringer jeg gerne på cykel i skov og på landevej. Jeg er simpelthen mentalt genopladt, når jeg kommer tilbage.«

Jan Nyrup Jensen – den ene af ejerne af Jøni i Aabybro. I disse år er Jøni på vej ud over rampen med sit brandslukningsudstyr til elbiler.

JØNI A/S
Aabybro
Grundlagt i 1974. Ejes og drives af Jan Nyrup Jensen og Jan Villadsen siden 2009.
Udfører diverse ladopbygninger og specialløsninger samt udstyr til bekæmpelse af brande i elbiler.
Beskæftiger 11 medarbejdere.
Tilsluttet: SKAD

Bragt i AUTObranchen 03 2024